Dejana Gluhajic

Hvad er din baggrund?
- Jeg er uddannet cand.mag. i international virksomhedskommunikation og har siden starten af min karriere arbejdet med EU-projekter, erhvervsudvikling, netværk og uddannelse, så det er nemt for mig at forstå, hvilke udfordringer virksomhederne står over for til hverdag. Samtidig har jeg en international baggrund der gør, at jeg også kan bidrage med et kulturelt perspektiv i mit arbejde.

Hvad er din personlige interesse i energiområdet?
- Bæredygtighed ligger mig meget på sinde og jeg er bevidst om, at vi er nødt til at finde langtidsholdbare måder at håndtere de miljø- og energiudfordringer, vi står over for, før det er for sent. Det jeg er mest optaget af er, hvordan vi skaber enkle og energirigtige løsninger, der er nemme at implementere i hverdagen.

Hvad kan du bidrage med til Transformer projektet?
- Før jeg kom til Transformer, arbejdede jeg i et andet EU-projekt, hvor iværksættere og virksomheder var den primære målgruppe. Her hjalp jeg blandt andet med at videreuddanne og matche virksomhederne med ledige akademikere, så matchmaking i denne form er en af mine kernekompetencer og generelt er det tværfaglige samarbejde noget, jeg føler meget stærkt for.

Hvad kan Transformer tilbyde?
- Vi kan hjælpe virksomhederne til at tænke ud af boksen, når det gælder nye samarbejdspartnere, der kan være med til at løfte deres forretningsidé op på et andet plan. Vores force er, at vi dækker hele regionen og på den måde kan tilbyde et stort netværk og sparringspartnere med bred erfaring.