SmartCity – når alting bliver forbundet

Vi skal tænke byer på en helt ny måde. Hvorfor? Fordi den informationsteknologiske udvikling gør, at alting bliver forbundet. Den konkrete fysiske by begynder stadig ved byskiltet, men ovenpå den fysiske by svæver et lag af digital information, godt nok knyttet til byen med samtidig fuldstændig uafhængig af tid og sted.

Alting bliver forbundet via dette lag af digital information, og det giver problemer, fortæller Martin Brynskov, SmartCity ekspert fra Aarhus Universitet. Han var i Vejle for at holde oplæg om emnet i regi af projekt Transformer og netværket Det Mobile Vejle.

Problemer, fordi kompleksiteten stiger på alle niveauer. Tag bare en problematik som ejerskab og kontrol af data og infrastruktur. Hvem ejer f.eks. store dele af de data, vi skal bruge for at udvikle fremtidens SmartCity? Det gør privatejede, amerikanske it-giganter som Facebook og Google. Hvem kontrollerer de radiofrekvenser, som det danske beredskab skal bruge, hvis al it- og telekommunikation bryder sammen? Det gør et firma i Chicago. Og helt aktuelt: TDC vælger måske en kinesisk leverandør til at drive sit mobilnet. Leverandøren har meget tætte forbindelser til det kinesiske militær…

Martin Brynskovs påpegede masser af problemer i udviklingen hen imod fremtidens smarte byer. Samtidig gav han også et par bud på løsninger. F.eks. skal man fokusere på åbne systemer, der ikke domineres af enkelte store spillere som f.eks. IBM, men som giver alle mulighed for at udvikle løsninger til fremtidens SmartCity-udfordringer.

Martin Brynskov fremhævede en udviklingsplatform relateret til det aarhusianske fjernvarmesystem. Platformen er designet, så den giver mange forskellige virksomheder adgang til at udvikle løsninger, i stedet for at man låser sig fast til én leverandør.

Et andet af Martin Brynskovs svar på SmartCity-udfordringerne var partnerskaber på tværs af sektorer. Han mente, at det er svært at udvikle gode SmartCity-løsninger, hvis man holder sig til én sektor. Man skal tænke på tværs, f.eks. skal man se ud over energi-sektoren, hvis man vil udvikle SmartGrid-teknologi.

Og så må man indstille sig på, at disse partnerskaber skal bogføres under ”udgifter” i lang tid endnu, inden de bliver til indtægter. Der er nemlig endnu en stor udfordring i SmartCity-problematikken: der er ikke udviklet skudsikre forretningsmodeller for området endnu, så man skal være klar til at påtage sig en stor risiko, hvis man vil være med i frontlinjen i udviklingen af fremtidens kloge by.